Bestyrelsen på en selvejende institution skal arbejde strategisk med proces og udvikling af institutionen. Det er helt centralt, at bestyrelsen besidder de rette kompetencer til at handle strategisk på såvel den kort- og langsigtede bane.

Bestyrelsen skal være i stand til at opstille strategier for opnåelse af uddannelsespolitiske mål fra centralt hold. Det er i tråd hermed en af bestyrelsens vigtige opgaver at følge implementering af sådanne tæt, således at det får den intenderede effekt på institutionerne og i de enkelte klasseværelser.

Bestyrelsen i front for kvaliteten

I foråret 2016 gennemførte ministeriet tre konferencer rettet mod bestyrelsesformænd og øverste leder på ministeriets institutioner på det regulerede område. Hensigten med konferencerne var blandt andet at sætte fokus på samspillet mellem bestyrelse og øverste leder. Samtidigt ønskede ministeriet at tydeliggøre, at bestyrelserne er øverste ansvarlige, og at ministeriet i høj grad ønsker, at bestyrelserne stiller sig i front for et kvalitetsløft ude på de enkelte institutioner.

Sidst opdateret: 16. marts 2017