Undervisningsministeriet præsenterer nu sin datastrategi frem mod 2020. Ifølge den nye strategi skal arbejdet med at bruge data til direkte støtte af læringen for den enkelte elev ude i undervisningssektoren udvikles i de kommende år. Ministeriets egne data skal gøres mere aktuelle, så de endnu bedre understøtter ministeriets politikudvikling, styring og kvalitetsudvikling på undervisningsinstitutionerne.
Det er meningen, at data fra datavarehuset skal indgå i flere tværgående analyser, og de skal målrettes mere direkte mod vores forskellige interessenter.
Data fra uddannelsesområdets it-systemer skal udnyttes bedre. Sammenhænge i data skal visualiseres og bidrage til bedre beslutninger. Og som det sidste styrker vi indsatsen for it-sikkerhed og databeskyttelse, så brugerne kan føle sig trygge.

Styrelsen for It og Læring har det primære ansvar for udviklingen af dataområdet i Undervisningsministeriet, men strategien dækker alle aspekter af ministeriets arbejde.

Den nye strategi er bygget op af tre visioner, der hver indeholder en række målsætninger.

De tre visioner er:

  1. Med aktuelle og pålidelige data styrker ministeriet uddannelsespolitikken, styringen og kvalitetsarbejdet i sektoren
  2. Data anvendes af uddannelsesinstitutionerne til at fremme elevens læring og vej igennem uddannelsessystemet
  3. STIL er en af de mest anerkendte og professionelle data-organisationer i staten

Sidst opdateret: 23. marts 2017