Aftalekredsen bag erhvervsuddannelsesreformen besluttede sidste år, at der skal oprettes videnscentre inden for en række erhvervsuddannelsesområder. Nu åbner ministeriet for ansøgninger fra erhvervsskoler, der indtil den 12. juni kan søge om at blive et af de op til ti nationale videnscentre, som skal oprettes i 2017. De syv områder er:

  • Automation og robotteknologi
  • Velfærdsteknologi
  • Procesteknologi
  • Håndværk – design og arkitektur
  • Håndværk – bæredygtighed, klimarenovering og byggeri
  • Digital handel
  • Databaseret service og forretningsudvikling (etableres i 2018)

Formålet med videnscentrene er, at de skal være faglige fyrtårne med moderne udstyr, så erhvervsuddannelseseleverne kan håndtere den hastige teknologiske udvikling og matche de kompetencer, som virksomhederne efterspørger på et digitalt arbejdsmarked. Videnscentrene får også til opgave at bidrage og hjælpe de øvrige erhvervsskoler i arbejdet med talentspor, højniveaufag og digitaliseringen af uddannelserne, der sker som følge af nye teknologier. Derudover skal videnscentrene udarbejde og afprøve nye undervisningsforløb, der kan blive udbredt i erhvervsskolernes talentarbejde.

”De nationale videnscentre er en oplagt mulighed for erhvervsskolerne til at gå sammen og udvikle og afprøve nye former for samarbejde om blandt andet ny teknologi og talentudvikling sammen med både virksomheder, uddannelsesinstitutioner og andre regionale vækstmiljøer. Det kan give eleverne spændende uddannelsesmiljøer, der udfordrer deres kompetencer og opdaterer dem på den nyeste teknologi undervejs i deres uddannelse,” siger undervisningsministeren Merete Riisager.

Der er afsat i alt 133 millioner kroner til etablering og drift af videncentrene fra 2017 til 2020. Forventningen er, at midlerne vil blive fordelt ligeligt mellem videnscentrene. Derudover er der sat 80 millioner kroner af til et særligt udstyrsløft til alle videnscentrene med undtagelse af digital handel samt databaseret service og forretningsudvikling. Fordelingen af de midler afhænger af en konkret vurdering af det dokumenterede behov for udstyrsløft i skolernes ansøgninger.

Der er frist for skolernes ansøgninger den 12. juni 2017. Ministeriet holder et informationsmøde for interesserede ansøgere den 28. april 2017.

Efter indstilling fra Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser (REU) træffer ministeret beslutning om, hvor videnscentrene bliver placeret. Skolerne kan forvente at få svar på deres ansøgninger i september 2017.

Læs mere på siden om videnscentre for erhvervsuddannelser.

Sidst opdateret: 3. april 2017