UNESCO sætter fokus på den fælles historie, som Danmark og Vestindien deler, med to arrangementer den 31. marts.

Klokken 09.30-12.45 arrangerer UNESCO’s skolenetværk, The Associated Schools Project (ASP), en udstilling om deres arbejde med emner som slaveri og slavehandel. ASP-skolenetværket blev etableret i 1953, og i dag deltager 42 skoler i Danmark i netværket. Temaet om slavehandel og kolonitid har skolerne arbejdet med siden 1999, hvor projektet ”Transatlantic Slave Trade” blev lanceret på de danske ASP-skoler.

Om formiddagen formidler elever fra forskellige ASP-skoler den fælles historie, som Danmark og Vestindien deler. Ca. 500 skole- og gymnasieelever vil udstille deres bud på, hvordan historien kan formidles. Det bedste projekt præmieres.

Arrangement foregår forskellige steder på Københavns Rådhus, det er åben for alle og det kræver ingen tilmelding.

Klokken 13.00-16.00 afholder den Danske UNESCO-nationalkommission arrangementet ”Danmark og Vestindien – hvad stiller vi op med vores fælles historie?”, som foregår i Festsalen på Københavns Rådhus.

Arrangementet sætter fokus på betydningen af den fælles historie mellem Danmark og Vestindien.

  • Hvordan er Danmarks selvforståelse blevet påvirket af at have været kolonimagt og slavenation?
  • Hvilken indflydelse har Danmark haft på De Vestindiske Øer?
  • Hvad stiller vi fremadrettet op med vores fælles historie mellem Danmark og Vestindien?

Arrangementet vil byde på oplæg fra en række oplægsholdere, der bl.a. vil komme med deres bud på ovenstående spørgsmål. Louise Sebro, kolonihistoriker på Nationalmuseet, vil give en introduktion til Vestindien som dansk koloni. Astrid Nonbo Andersen, forsker DIIS, tegner et billede af, hvad der skete på Jomfruøerne efter 1917, og hvilken betydning den fælles historie har. Et panel vil debattere, hvad der skal ske i fremtiden med den fælles historie. Et band vil stå for musikken og der vil være eksempler på, hvordan den fælles historie kan formidles ved hjælp af kunsten.

Der er begrænsede pladser til arrangementet om eftermiddagen, derfor er tilmelding nødvendig. Tilmelding sendes til Kirstine.Haslund.Schmidt@uvm.dk senest den 22. marts.

Sidst opdateret: 20. marts 2017